Sag om seksuelle overgreb

En pædagog blev i landsretten frifundet for seksuelle overgreb mod børn. Efter landsrettens frifindelse af pædagogen i straffesagen, skrev Ekstra Bladet en artikel om sagen og på forsiden af Ekstra Bladet fremgik følgende:

”Ulykkelig mor efter sexfrifindelse: Jeg vil hænge ham ud som pædofil”.

Pædagogen anlagde injuriesag mod Ekstra Bladet med henvisning til at han var blevet frifundet for de seksuelle overgreb, som han nu blev beskyldt for i Ekstra Bladet.

Højesteret fandt, at Ekstra Bladets forside og artikel fremstod som citat og referat af udtalelser fremsat af moderen til et af de børn, som havde været i pædagogens varetægt.

Højesteret fremhævede blandt andet, at pædagogens navn ikke var blevet nævnt, men anfører samtidig at en større personkreds kunne identificere den pågældende pædagog.

Højesteret fandt at omtalen af den frifindende dom vedrørende tiltalen for seksuelle overgreb og moderens reaktion på denne frifindelse var rimeligt begrundet som led i en offentlig debat om de særlige bevis- og retssikkerheds problemer, som sager om seksuelle overgreb på børn giver anledning til.

I den forbindelse havde Ekstra Bladet ligeledes omtalt de modsatrettede hensyn i sagen, nemlig hensynet til pædagogens retssikkerhed overfor hensynet til at seksuelle overgreb mod børn skal kunne retsforfølges på effektiv vis. Ekstra Bladet havde ligeledes inddraget problemstillingen om selvtægt i form af offentlig udhængning af personer, der bliver anklaget for seksuelle overgreb.

Højesteret frifandt efter en samlet vurdering herefter Ekstra Bladet med henvisning til artikel 10 i Den Europæiske Menneskeretskonvention.

Højesterets dom af 15. april 2004