Ekstra Bladet frifundet i injuriesag

På Ekstra Bladets hjemmeside www.ekstrabladet.dk under området Flash blev der af en navngiven journalist offentliggjort en artikel med tilhørende billeder af skuespillerinden Penelope Cruz sammen med hendes familie på en strand.

Efter henvendelse fra skuespillerindens advokat blev artiklen med tilhørende billeder, som viste skuespillerinden bade topløs, fjernet fra Ekstra Bladets hjemmeside.

Skuespillerinden anlagde sag mod Ekstra Bladets ansvarshavende chefredaktør med påstand om betaling af tortgodtgørelse, idet skuespillerinden følte sig krænket over artiklen og billederne.

Byretten fandt, at det måtte lægges til grund, at artiklen med tilhørende billeder kun kortvarigt havde været på forsiden af Flash.

Se Penelope Cruz bade topløs. Den spanske Hollywood-stjerne viser sin smukke krop frem på badeferie sammen med sin mand Javier Bardem samt sønnen Leo og sin nyfødte datter kun halvanden måned efter fødslen

Byretten lagde til grund, at Ekstra Bladets ansvarshavende chefredaktør ikke var vidende om, at artiklen med billederne blev lagt på hjemmesiden, og at den ansvarshavende chefredaktør straks foranledigede, at billederne blev fjernet fra hjemmesiden, da han fik viden herom.

Herefter fandt retten, at den ansvarshavende chefredaktør i henhold til medieansvarsloven ikke kunne gøres medansvarlig for indholdet af artiklen.
Den ansvarshavende chefredaktør blev derfor frifundet i sagen.

Byrettens dom blev efterfølgende stadfæstet i Østre Landsret.

Københavns Byrets dom af 12. juni 2014 og Østre Landsret dom af 2. februar 2015.